25.3.07

Koncept 1: Brugerprofilen



Det nye ’fællesrum’ mellem den gravide og sundhedsvæsnet.

Brugerprofilen er en metafor for en ny måde at forstå rummet mellem brugeren, i dette tilfælde den gravide, og sundhedsvæsnet på den anden side. Brugerprofilen kan forstås som et rum, hvor man har ’flyttet nogle af kvindens resurser ud’ og ’flyttet noget af hospitalets monopol ud’.
Det er altså et rum, der er hverken kvindens eller hospitalets domæne, men det bliver deres fællesrum. Brugerprofilen er en digital platform hvor kvinden og sygehuset deler informationer og viden. Dertil er der tilknyttet en 'hjælpemiddelcentral', hvor kvinden kan låne udstyr som fx. vemåleren og graviditetskittet.

Brugerprofilen, er ikke bare et rum mellem den enkelte kvinde og sundhedssektoren, men også kvinder imellem. Derfor er der også indbygget forskellige niveauer af sikkerhed, sådan at man altid kan se, hvem man deler oplysninger med og også kan beskytte de informationer man ikke ønsker at dele. Brugerprofilen er altså et sted hvor stærke og engagerede kvinder kan hjælpe sig selv og hinanden med støtte fra hospitalet.

Et par åbne spørgsmål: Er det etisk forsvarligt at udvikle løsninger som primært henvender sig til de resursestærke? Man får jo mere tid til de resursesvage - eller får man færre hænder? Hvordan vil det påvirke sundhedspersonalets autoritet?

3 kommentarer:

Anonym sagde ...

Hmm - det første jeg kommer til a tænke på, når jeg læser jeres spørgsmål til de 3 koncepter er, hvem der skal definere hhv. de ressourcestærke og de ressourcesvage - det bliver jo gjort nu i vid udstrækning, men ikke specielt explicit (min kæreste og jeg kunne fx ikke lade være med at bemærke at lægen i vores vandrejournal havde skrevet 'ressourcestærkt par'). Måske kunne koncepterne give mere tid til de 'ressourcesvare', men måske ville de 'ressourcestærke' også komme til at fylde mere med deres evindelige selv-monitorering (og nu også monitorering af barnet) og på den måde tage tid og energi ud af sundhedshedspersonalet. Ift. graviditetskittet så tænker jeg desuden på, hvad det betyder for tilknytningen imellem børn og forældre, at mange processer bliver umiddelbart synlige (for ret beset bliver de jo ikke synlige for øjet, blot 'oversat' i grafer, lyde og tal!) i graviditeten - måske kan der også være et behov for, at kommende forældre kan få lov at bruge deres fantasi og forestillingsevne ift. barnet, så de ikke kun kommer til at fokusere på hvad der kan måles og vejes. Og måske hæmmer al denne synliggørelse disse mere subtile processer ift. forældreskab. Jeg tænker, at det at være gravid og blive forældre også handler om mange andre ting end fysiologi og fosterudvikling. Nå - jeg ku' blive ved og lad os se om ikke jeg om 20 år kommer til at virke håbløst gammeldags fordi sundhedsvæsenet og kommunikationen mellem bruger og sundhedspersonale er helt forandret :)

Anonym sagde ...

Tak for kommentaren Helle. Mon ikke alle forestillinger i dag vil virke gammeldags om 20 år. Kommunikationen er vel forandret, spørgsmålet er bare hvordan. Skal det være som beskrevet i koncepterne eller anderledes?

Anonym sagde ...

Jeg er enig med Helle: hvem skal definere hvem der er ressourcestærk eller ej?

Jeg regner min kæreste og mig som et ressourcestærkt par, men ved ikke om vi ville komme til at bruge et forum på nettet alligevel. Ind til nu synes jeg at det har gået udmærket med det antal kontroller vi har været til. De mange pjecer vi har fået svarer ligeledes på mange af vore spørgsmål. Hvor meget information og frem-og-tilbage-kommunikation med sundhedsvæsenet er egentligt nødvendigt (med mindre der er komplikationer af en eller anden art, der alligevel kræver anden behandling)? Og er et af argumenterne at sundhedspersonalet skal få mere tid til de "ressourcesvage", så ved jeg ikke om det bliver tilfældet. Personligt synes jeg internetkorrespondencer tager mere tid en personlige møder og telefonsamtaler..... men, men.

Pernille